mandag

Andesteg med fyld af julen

Jul og andesteg hører tæt sammen. I de fleste tilfælde vælger vi danskere, at fylde vores ænder på traditionel vis med æbler og svesker - dejligt er det da også.

En juleand kan sagtens blive pragtfuld, fyldt med andre gode sager og her vælger vi nogle af julens dejlige frugter sammen med sveskerne. Tørrede figner, friske tranebær og valnødder . . . . . altsammen med smag af julen.

En and er bedst, når den vejer 3 kg eller derover.

ANDESTEG MED FYLD AF JULEN

1 and 3 - 3 1/2 kg
havsalt

fyld

3 juleæbler i tern (f.eks cox orange)
3 spsk. hakket timian
200 g stenfri svesker
100 g tørrede figner, skåret i tern
100 g friske tranebær
100 g valnøddekerner
2 usprøjtede clementiner
1 - 2 spsk. olivenolie

Den rengjorte and gnides med salt både indvendig og udvendig. Overflødig fedt ved gumpen fjernes og gemmes til saucen.
Æblerne skylles og skæres i tern, der blandes med hakket timian, svesker, figner i tern, tranebær og valnøddekerner. Clementinerne vaskes godt og skallen rives. Kom så meget fyld i anden, der kan proppes og gem resten.
Læg anden med ryggen opad på risten over bradepanden og sæt den midtpå i ovnen ved 160 grader. Den steges i 50 minutter og vendes så brystet vender opad. Dryp anden med andefedt og hæld resten af fedtet fra bradepanden over i en skål. Hæld 2 dl vand i bradepanden og steg anden færdig i 70 - 80 minutter.
Der beregnes 40 minutters stegetid ved 160 grader pr. kg and.
Anden efterbrunes evt. ved 225 grader, så skindet bliver helt sprødt ved at pensle den med andefedt og brune den i 5 - 6 minutter.
Resten af fyldet lægges i en bradepande og dryppes med lidt olie.
Sæt den i ovnen ved 180 grader i 15 - 20 minutter.

Servér andesteg med fyld af julen med sauce, brune og hvide kartofler og en god kompot af tranebær.

VELBEKOMME

Spise med Mormor