søndag

Fondant

Fondantmasse til overtræk af nougat- eller marcipankugler er en meget gammel og meget velsmagende sukkermasse til figurer og konfekt og som overtræk til konfekt og kager.



FONDANT

1/2 kg melis
1 dl vand
1 tsk. glycose

Sukker og vand bringes i kog over ikke for kraftig varme, hvorefter glycosen tilsættes under omrøring. Man koger videre, idet man fugter kasserollens sider med en pensel, dyppet i vand, indtil man kan foretage den såkaldte "kugleprøve". D.v.s., at man tager en tsk. af massen og putter den i koldt vand. Når den kan formes til en kugle, hældes massen op på en marmor- eller blikplade (låget til en stor firkantet dåse kan bruges) og står her til den er kold. Vend og ælt uafbrudt med en paletkniv eller spatel (fra yderkanterne og ind mod midten. Massen skal være en fast, hvid masse. Det er vigtigt at arbejde med den til den er helt jævn og mælkehvid.
Når fondanten skal anvendes, varmes den ganske lidt op, idet der tilsættes en smule vand til den får en passende konsistens. Samtidig tilsættes smag og farve. Appelsin-, citron-, pebermynte-, eller vanilieessens er velegnet, men også stærk kaffe kan bruges, blot man ikke tager mere end farven er lysebrun.

Fondant tager sig mest ud i lyse pastelfarver som f.eks. citrongul, blegrosa eller ganske svag grøn.

Konfekt, overtrukket med fondant i forskellige pastelfarver.

Nu tager man en marcipan- eller nougatkugle og lægger den på en gaffel uden at stikke ind i kuglen, dypper den i fondanten, lader denne dryppe af ved at slå gaflen let mod kasserollens kant og sætter konfekten på et stykke pergamentpapir (bagepapir).
Vil man pynte med violer, nøddekerner eller sølvkugler, må dette gøres, medens massen endnu er våd.

Eksempler på konfektstykker, overtrukket med fondant :

  • Lyserødt fondantovertræk over marcipan, pyntet med en stump valnød
  • Kridhvid fondant med vaniliesmag, pyntet med mandel
  • Kaffefondant over marcipan, pyntet med sølvkugle
  • Svagt grønt fondantovertræk over nougatkugle, pyntet med lillebitte stykke appelsinskal
  • Hvid fondantovertræk over daddel, pyntet med kandiseret viol
  • Pebermyntepastiller : Fondanten smages til med et par dråber pebermynteessens og sættes i små klatter på pergamentpapir til de er tørre.

Spise med Mormor