tirsdag

Hummersalat

Hummersalat hører måske ikke til i den billige ende af julefrokostbordet og en del arbejde må påregnes, men julen koster penge og her er de givet godt ud, når man skal vise sin formåen.

HUMMERSALAT

1 salathoved (hovedsalat)
2 æggeblommer
salt
peber
4 spsk. olie
sennep
sukker
citronsaft eller eddike
lidt flødeskum

ituskåren kød fra 1 kogt hummer (gem kødet fra kløerne til pynt)
blommer og hvide fra 2 hårdkogte æg
1 agurk i skiver
lidt rødbede i fine strimler

Et salathoved skylles, tørres og skæres i fine strimler. 2 æggeblommer røres med lidt salt og peber. Når de er seje og tykke, tilsættes 4 spsk. olie, lidt ad gangen. Smages derefter til med lidt udrørt sennep, sukker og citronsaft eller eddike. For at gøre det rigtig lækkert, tilsættes lidt flødeskum. I denne blanding lægges salatstrimlerne og det ituskårne kød af en hummer, med undtagelse af kødet fra kløerne, som skal bruges til at pynte salaten med. Blommer og hvide af to hårdkogte æg skilles forsigtigt. Hviderne hakkes fint og blommerne gnides gennem en sigte. Salaten anrettes lidt højt og pyntes skiftevis med hummerstykker, agurkeskiver, hakket æggehvide, purerede æggeblommer og rødbedestrimler.